Nu Piber alle Fløjter

Nu piber alle fløjter maskiner går i stå

Nu fra vort arbejde hjemad rask vi iler

Der kommer mig imøde to øjne lyseblå

: så trofast de i begge mine hviler :

Så går vi ned af gaden hjem til vort lille bo

vi stiger op ad lange, mørke gange

vor lille krog er fattig men her er fred og ro

: Her synger Grethe sine glade sange :

Du tager mine hænder og kysser ømt min mund

og spø'r om jeg er træt af dagens møje

Ja træt det er jeg Grethe men nu i denne stund

: Jeg glemmer alt hvad jeg har måtte døje :

Vi lytter først ved døren så går vi stille ind

her sover trygt vor lille dreng og pige

der blomstrer røde roser på deres barnekind

: Her er jeg drot her er mit kongerige :

Morgenklokken

Når morgenklokken lyder

så tørner en gårdsanger ud

kulden trods ham byder

man tænder sit festlige skud.

Fra gård til gård, han vandrer sin gang

for at føden få en simpel lille sang

kan få hjertet til at slå.

Men når du høre en ryst fra gårdens gemmer

giv et par øre du mærker det jo ej

husk på din vej der må du aldrig glemme

i dag er det mig, i morgen måske dig.

Den Arbejdsløses sang

Mens sorg og glæde skifter og livet går sin gang

jeg synger denne vise, den arbejdsløses sang,

det er min egen skæbne der ligger gemt deri

for mig blev livet aldrig den glade melodi.

De glade barndomsdage, jeg gemmer i mit sind

når aftenklokken ringede så kyssede mor min kind.

Der faldt så tit en tåre på puden i min seng,

så lovede' jeg at blive en god og artig dreng.

I regn og sne  derude, må jeg bestandig gå

fra dør til dør og tålmodigt banke på.

Jeg fødtes til at vandre på livets landevej

og selv om jeg forsvinder vil ingen savne mig.

På livets skyggeside må jeg bestandig gå

jeg håber på lidt solskin, men dagen er så grå.

Men engang vil det lykkes, så standser jeg min gang

og synger aldrig mere den arbejdsløses sang.

Rendestenens Lilje

Hun blev til verden båren i

 Adelgade ni på kvisten over

gården hun var vist nummer ti.

hun levede sin barndom i gyde

og i gård og rendestenens lilje

hun blev med hud og hår.

Da hun blev konfirmeret

på en fabrik hun kom men

det var ikke noget den lille

syntes om. Hun havde smag

på livet hun elskede  sang og

spil  hvad rager det de andre

at det gik ad helvede til.

En mund foruden tremmer

et tjavset snavset hår to

falske sorte øjne i skæve

sko hun går en laset kjole

 jo den er tydelig nok

hun blev en sikken type

i Nyhavns faste stok

Hun kommer der hver aften

når midnatsklokken slår

på en af Nyhavns knejper

jo hendes aften går.

Men af og til på Sundholm

der får hun sin bekomst

og rendestenens lilje

er nu en knækket blomst